Peter var en »god Klerk«, at Knut Jarl faar det samme Prædicat og særlig roses for sin Naturkundskab og sit Kjendskab til Stene. Men medens saadant for alle disse har været Sideinteresser, møde vi i Kongespeilets Forfatter en lærd Mand af Profession. Han udtaler den høieste Begeistring for Bøger og siger, at »alle Menneskers Vid er mindre end deres, der hente Visdom af Bøger«[1], og han afviser med dyb Foragt og med en kjendelig selvfølelse saadanne Personer, der gjøre sig til af en overfladisk Skolelærdom: »Naar en saadan kommer af Skolen, forekommer han sig selv strax at være en god Klerk og gjør sig meget til deraf, om han træffer En, der Intet har lært, men støder han paa en virkelig Klerk, da veed han selv Ingenting«[2]. Vel er deri hans Verk meget faa ligefremme Citater af andre Skrifter, og hvad angaaer to af de Autorer, han nævner, Isidorus og Gregorius, da har han neppe selv læst dem (om den sidste siger han endog ligefrem, at han kun har »spurgt«, hvad der berettes i hin Paves Dialogus). Det er imidlertid klart, at han er en god Latiner og han har udentvivl ogsaa selv fulgt den Lære, som han lader »Faderen« indskjærpe Sønnen, nemlig at lære ogsaa saamange andre Sprog, som muligt, især Vælsk (Fransk). Han har en synlig Forkjærlighed for Astronomi og anden Naturvidenskab og vistnok saa gode theologiske Kundskaber, at han kunde maale sig med de fleste Prælater, ihvorvel han beskedent henviser »Sønnen« til i theologiske Materier heller at raadspørge »Lærefædre«[3], hvorved han aabenbart antyder, at han selv ikke er lærðr madr efter Datidens Talebrug, det vil sige ikke Geistlig af Vielse.
Hvad der imidlertid er at lægge endnu mere Vægt paa hos Kongespeilets Forfatter end hans øiensynlige Belæsthed
