og Kundskabsmasse, er hans fremragende og aabenbart gjennem mange Aars flittige Øvelser erhvervede stilistiske Talent. Enhver, der forstaar at bedømme Stil og har nogen Erfaring om, ad hvilke Veie man bliver Stilist, vil sande, at Forfatterens elegante Fremstilling og store Herredømme over Sproget noksom viser, at Kongespeilet er den modne Frugt af lange Tiders Anstrengelser, med andre Ord, at Forfatteren maa have brugt Pennen i lange Tider, inden han blev istand til at frembringe et saadant Verk.
Overbevisningen om, at dette er Tilfældet, har bragt mig paa den, som jeg tror berettigede Tanke, at Kongespeilets Forfatter »inden Hirden« netop har indtaget den Stilling, i hvilken en saadan Mands Egenskaber saavel maatte udkræves, som udvikles, med andre Ord, at han har været en Art Cantsler hos Kong Haakon og besørget hans Brevvexling, maaske især den latinske, der førtes med fremmede Fyrster. Paa den Maade forklares ogsaa bedst, at hans Behandling af sit Modersmaal saa tydelig røber Paavirkning og Efterligning af Latinens runde og velformede Sætningsbygning.
Det turde derhos ikke være umuligt, at vor Forfatter ogsaa paa anden Maade har kunnet tjene sin Konge ved dennes Hof. Mon Kongen skulde have kunnet finde en bedre Lærer for sine Sønner end denne Forfatter, i hvis Verk vi lære at kjende en ligesaa meget fra Charakterens og Tænkemaadens som fra Kundskabernes Side udmærket Mand? Hvad der først bragte mig ind paa denne Formodning, er en Udtalelse af Josafat-Sagaens Udgivere, om at Sproget i den norske Bearbeidelse af denne religiøse Roman stærkt minder om Kongespeilets. Da nu hin Saga angives at være oversat af den unge Kong Haakon, eller dog at staa i Forbindelse med ham, vilde denne Overensstemmelse mellem de to bevislig omtrent samtidige Skrifter let forklares, naar man i Haakon tænker sig en Discipel af Kongespeilets Forfatter. Tanken drives uvilkaarlig endnu videre: Mon ikke Kongespeilet selv oprindelig kunde være bestemt just til
