Allerede hans berømte Bemærkning om Latinen og det
»vælske« Sprog[1], at disse »gaa videst«, peger paa en personlig
Erfaring om den Nytte, Sprogkundskaber medføre for
den, der færdes i fjerne Lande. Dernæst maa fremhæves et
mærkeligt, men hidtil ingenlunde efter Fortjeneste paaagtet
Sted om den Tids Nordmænds Reiser til Jorsalaland. Af
Haakons Saga vide vi vistnok, at paa denne Konges Tid
foretoges ikke faa Reiser til det hellige Land af Nordmænd
inden de høieste Kredse. Men det Sted i Kongespeilet[2],
hvorpaa jeg her tænker, viser os, at Reiserne til Palæstina
have gaaet for sig i en større Udstrækning, end hidtil vistnok
antaget. Det lyder saaledes: »Naar en uvidende Mand
farer til Jerusalem, da tror han sig selv at være en Viismand
og fortæller om sin Reise saadanne Ting, som forekomme
den, der forstaar sig derpaa, at være idel Taabelighed
og Bespottelighed.« Jeg kan her ikke undlade at tænke
paa Holberg, der ligeledes idelig revsede taabelige Udenlandsreiser
men dog – selv var saa stor en Voyageur! Med
andre Ord, jeg formoder, at Forfatteren af Kongespeilet selv
har været i det hellige Land, og at han bl. A. der har havt
god Anvendelse for sin Kundskab i Latin og »Vælsk«. Og
den Maade hvorpaa han – efter hvad det seer ud til, som
en Kjender – omtaler det hellige Lands Klimat[3], peger i
samme Retning.
Paa det sidst citerede Sted nævner han ved Siden af Jorsalaland ogsaa »Pul«, (Apulien, det normanniske Rige i Syditalien). Han »sander« en Bemærkning om Syditaliens og det hellige Lands Hede med den Tilføielse, at der dog gives endnu langt varmere Steder o. s. v. At han, der, som sagt, sjelden anfører bestemte Navne, just nævner disse
