»Kongen eier saavel det hele Rige som alt Folket, der
er i Riget, og alle de Mænd, som ere i hans Rige, ere ham
Tjeneste skyldige, naar han behøver den, og Kongen har
Ret til at befale enhver Bonde, som han dertil finder skikket,
at gaa i sendefærd til udenlandske Høvdinger, hvis Nogen
dertil besidder tilstrækkeligt Mandevid, og ligesaa, om Kongen
byder Bønder til at være Skibsstyrere med sig, da maa Enhver,
som dertil udnævnes, fare, selv om han ikke er hans haandgangne
Mand, men hans Thegn. Og hvilkensomhelst Klerk
eller Biskop i hans Rige, hvem Kongen byder at gaa i Sendefærd
til andre Konger eller til Paven, har at reise, med
mindre han vil have Kongens Uvenskab og blive jaget ud
af hans Rige[1]. Og fordi alle Mænd ere Kongen Tjeneste
skyldige, da maa det synes enhver viis Mand meget magtpaaliggende
at være i fuld Trøst og Venskab med Kongen«
o. s. v.[2] Og paa et følgende Sted hedder det: »Alle de
Manddrab ere uden Synd, som skee paa hans Befaling. –
Kongen er meget æret og ophøiet paa Jorden og alle bøie
sig for ham som for en Gud, og Grunden dertil er den, at
en Konge forestiller den guddommelige Høihed, thi han bærer
Guds eget Navn og sidder i det høieste Dommersæde paa
Jorden, saa at det er at agte, ligesom man ærede Gud selv,
naar man ærer Kongen«[3].
Med Føie kan det vistnok siges, at saadanne Udtalelser om Kongemagtens Rettigheder gaa betydelig ud over, hvad man for denne Tid kan ansee for begrundet i »Norges offentlige Ret«. Undersaatterne besade dog endnu en anerkjendt Del i Lovgivningen, de kunde ikke uden videre be-
- ↑ Det er interessant at see, at en Afskriver, formodentlig en Geistlig, har taget Forargelse af disse Ytringer om Geistlighedens Pligter, idet han har udeladt disse Linier og i deres Sted indsat følgende Ord: »Ogsaa Klerker og Præster styrke Kongens Rige, men især Biskopper og Abbeder«!
- ↑ Christiania-Udgaven S. 62–63.
- ↑ Sammesteds S. 103, 104.
