Side:Daae - Studier angaaende Kongespeilet.djvu/23

Denne siden er ikke korrekturlest

mærkeligt Syn, denne Stjerne hedder cometa[1], og den sees forud for anseede Høvdingers Frafald eller store Slag«. Her have vi altsaa blandt Kongens omgivelser en Mand, hvem han strax, da Talen er om et astronomisk Spørgsmaal, lader kalde for sig for at hore hans Mening om dette. Uvilkaarlig maa man strax tænke paa, at ogsaa Kongespeilets Forfatter baade selv lægger astronomisk Viden for Dagen og udtrykkelig anbefaler Kundskaber i denne Retning som saare nyttige og eftertragtelsesværdige[2]. Og Manden er tillige meistari, Magister, har altsaa studeret udenlands og derfra hjembragt en Grad. Endvidere er han den eneste mig bekjendte Mand i Kongens Tjeneste, hvem Magistertitelen tillægges[3].

Munch har i vor Mag. Vilhelm villet see den samme Vilhelm, der omtales i Sturlunga Saga[4] som en Læge, der opererede Thorgils Skade paa Munden, efterat de forud havde accorderet om Betalingen. Herimod gjør jeg bestemt Indsigelse. Lægen Vilhelm nævnes nemlig ikke som meistari, en Titel, der for Indehaveren af en saadan Lærdomsgrad var inhærent; man betænke ogsaa, at Haakons Saga og Sturlunga Saga hidrøre fra en og samme Forfatter. At Magister Vilhelm har indtaget en langt høiere Samfundsstilling end hin Læge, vil desuden klart nok fremgaa af det Document, som vi nedenfor skulle betragte, thi paa den Plads

  1. Denne Komet omtales ogsaa af Matthæus Parisiensis (Chron. majora, ed. Luard IV. p. 4) saaledes; »Per totum mensem Februarium tempore serotino apparuit versus occidentem quaedam fusca stella emittens radium versus orientem, quam esse cometam multi veraciter asserebant«.
  2. Christiania-Udgaven S. 7.
  3. Den første Magister, jeg veed at have stødt paa i Norge, forekommer i et udateret af Biskop Paal i Bergen (1170–90) udstedt Brev (Dipl. Norv. VIII. Nr. 2); »Arnulfer meistari«, maaskee en Udlænding. Ved Aar 1220 (D. N. III. Nr. 1) nævnes to Chorsbrødre i Throndhjem og i 1224 (D. N. I. Nr. 7) en af Biskop Nicolas’ Chorsbrødre i Oslo, som Magistre.
  4. Vigfussons Udg. II. p. 113.