dette Stavangerdiplom og et ældre Diplom fra Nidaros, hvori der (c. 1220) indrømmes Erkebiskoppen Myntrettighed[1]. Sammenlignes disse to Diplomer, da er der den Forskjel mellem dem, at Myntbrevet uden videre gaar lige los paa Sagen, medens vort Stavangerdiplom har en meget elegant og omhyggelig stiliseret Indledning. Jeg kan ikke andet end finde, at denne Indledning baade i sin Aand og sin Form minder om Kongespeilet, og i førstnævnte Henseende tænker jeg særlig paa Verkets sidste Capitel, hvor »Faderen« fremstiller Kongedømmets og Episcopatets gjensidige Forpligtelser og udhæver, at »det ikke tilkommer Kongen at tage noget bort fra det Huus, over hvilket Biskoppen er sat«. Et saadant Tilfælde forelaa jo her: en Gave fra Kong Magnus var af senere Konger »taget bort fra Biskoppens Huus«. Til Sammenligning med Kongespeilet anfører jeg nu Diplomets Indledningsord:
»Margfalleg scylda kræfr baade rika oc orika þa sem vid cristni hava tekit at soema gud oc hans helgu kirkiu med allum þeim lutum er gud hevir þeim lett. En albra hællzt ber þeim allom er gud hevir med riki oc med hofdingjar namne gofgat at stydia hana oc styrkia til allra rettra luta en i ængum stad af henne at draga þa luti sem goder menn oc guds vinir hava til hennar lagt[2].«
Hvad angaar selve Mandens Navn, Vilhjalm, da var dette paa denne Tid ikke ganske sjeldent i Norge. Særlig
- ↑ Dipl Norv. III. Nr. 1.
- ↑ Dette Diplom, hvis Original findes i den arnamagnæanske Samling, beskrives (N. G. L. I. 449), og man erfarer, at »Skriften, der er efter Linier, er udmærket fast og smuk«. Det kunde ligne Kongespeilets Forf. at være en god Kalligraph. Det vilde forøvrigt være interessant, om vort Rigsarchiv havde et photographisk Billede deraf og tillige for Sammenlignings Skyld Photographier af de latinske Originaldiplomer fra Kong Haakon, der findes i Lübeck. (Dipl. Norv. V.)
