Side:Daae - Studier angaaende Kongespeilet.djvu/9

Denne siden er ikke korrekturlest

stor Kjærlighed, og i deres økonomiske Nedgang paa Grund af Formuens Deling mellem mange Børn eller deres Uddøen seer han en stor Ulykke for Landet[1]. Man maa her tænke paa den Kjendsgjerning, at adskillige store Ætter forsvinde i Haakon Haakonsøns Tid. Blindheimsættens Uddøen med Gregorius Jonssøn omtales udtrykkelig og med et vist Vemod i Kongens Saga, og om mange Høvdinger, f. Ex. Arnbjørn Jonssøn, er det at formode, at de ikke have efterladt Sønner. Der er overhoved, hvad allerede en Historiker[2] har gjort opmærksom paa, Grund til at tro, at Døden i Aarene 1240–1247 har bortrevet et usædvanligt stort Antal ældre og yngre Lendermænd, og at det har været vanskeligt at faa deres Pladse besatte med høibyrdige Eftermænd.

At Forfatteren af Kongespeilet, der aabenbart har været i Kongens Tjeneste, skulde have været Lendermand, hvad Keyser i sin Tid har formodet[3], forekommer mig usandsynligt, endskjønt det i selve Skriftet antydes, at han har været en af Kongens Raadgivere[4]. Overhoved kan jeg ikke tænke mig ham som Hirdmand af den sædvanlige Art, det vil sige for at bruge et moderne Udtryk, som en Militær; han siger da ogsaa om sig selv kun at han har været Konungs maðr og innan hirðar. Tingen er, at vor Forfatter umiskjendelig gjør Indtrykket af en Mand, hvem Studier og boglig Syssel ikke har været en Bisag, en Beskjæftigelse i Fristunder, men hans Livsgjerning og Hovedsag. Ganske vist gaves der paa hans Tid paa det høieste Trin i Samfundet ogsaa udenfor Geistligheden Nogle, skjønt det neppe har været mange, der havde tilegnet sig boglig Kundskab og lært Latin, altsaa været »Klerke«. Vi erfare, at Kong Haakon selv af Matthæus Parisiensis kaldes bene lileratus, at Skule Jarls uægte Søn

  1. Christiania-Udgaven S. 75.
  2. G. Storm i Norsk hist. Tidsskrift 2 R. IV. S. 164.
  3. Fortalen til Christiania-Udgaven af Kongespeilet. S. VIII.
  4. Christiania-Udgaven S. 4.