frygtig, husholderisk og ferm Kone. Volquarts, denne Slegts utrættelige Lovpriser, digter om hende:
„Er en Martha fordum blevet
For Hus-Raadighed opskrevet,
Er Marine Gudsfrygt klar,
Da var dette Søsterpar
Begge samlet i dit Bryst,
Disse Dyder var din Lyst.“
Men nu sad hun i trange Kaar og saa ingen Udvei til at forsørge sine fem smaa Børn ved egne Kræfter. Hun maatte da ty til Venner og Frænder, der fordelte Børnene mellem sig. Saaledes blev Petter sat i Huset hos sin Moster Anna Falch, der var gift med Nils Mikelssøn Arctander, som netop var bleven Sogneprest til Nærø i Namdalen.
De to smaa Sogne, som udgjør Nærø Kald, bestaar hovedsagelig af Øer, liggende langt ude tilsøs. Presten boede for sig selv paa den Ø, hvor Hovedkirken laa, ved brede Sund skilt fra alt menneskeligt Samkvem. De haarde Søreiser, de daglige Farer for Liv og Lemmer for at afvinde Havet Livets Bjergning, skabte et haardført, alvorligt og nøisomt Folkefærd. Vi kan ikke tvivle om, at Petter Dass fra sine Gutteaar har bevaret et dybt Indtryk af denne Natur og dette Folkeliv. Nærø havde ogsaa sin Digter: den forrige Prest, den lærde Magister Mikel Mogenssøn, havde i et længere Digt, ufuldkomment i sin Form, men gribende ved Skildringens Sandhed, forfattet „et sørgeligt Klagemaal om den store Havsnød og Søskade,“ da i 1625 Hundreder af fattige Fiskere omkom i Namdalen. Mag. Mikel er, kan man sige, Petter Dass’s Forløber som Nordlandsbedristens Sanger, og det aandelige Frændskab mellem dem, der ikke kan miskjendes og som allerede af en tidligere
