efter en Vise, der tillægges Petter Dass, maa et fortroligere Forhold mellem dem allerede tidlig have fundet Sted.
Efter i nogle Aar at have „konditioneret“ som Huslærer, blev Petter Dass i Slutningen af 1672 eller maaske i Begyndelsen af 1673[1] ordineret til Prest, idet han af Presten i Nesne, der ligesom Vefsen dengang var et residerende Kapellani under Alstahaug, blev kaldet til personel eller Hus-Kapellan. Dette var dog en saare ringe Befordring. En saadan Kapellans Stilling var dengang ligesaa usel som en Almueskolelærers i senere Tider. De sedvanlige Vilkaar var, at Kapellanen skulde bo i Prestens Hus, hvor han foruden Mad og Drikke i Almindelighed nød en aarlig Indtegt af 12 Rigsdaler og — en Støvlehud[2]. „Jeg fik“, siger Dass med et Ordspil, „et Brød, men uden Smør.“ Han tjente, fortæller han videre, ligesom Jakob uden Løn. Da han nu ogsaa stiftede Familie — han egtede strax efter Udnævnelsen sin Fæstemø Margreta Andersdatter — kan vi nok forstaa, at hans Kaar i disse Kapellans-Aar har været alt andet end blide, og at hans Ord: „Jeg som en anden Bonde arbeided for mit Brød,“ er at tage efter Bogstaven.
„Mit Embeds Indkomster var aldrig saa god,
At jeg kunde kjøbe en Sko til min Fod
Og Hoser at skjule min’ Hæle“.
Et gudfrygtigt Sind i Forening med et uforanderlig god Humor og en vis Evne til at møde Verden og dens Modgang med Skjemt og Lystighed hjalp ham til at bære disse
- ↑ Dass’s egen Opgift er vaklende; snart siger han, at han var Kapellan „i 17 samfulde Aar“ (indtil 18 Mai 1689), „i fulde 17 Aar,“ snart „hen ved 16 Aars Tid.“ Hans Biograf Alb. Dass har „henved 1672.“
- ↑ Traditionen vil imidlertid vide, at Petter Dass som personel Kapellan ikke boede paa Prestegaarden, men paa Gaarden Mehus, tre Fjerdings Vei derfra.
