pligtelser ligeoverfor Paul Munch. Han fortæller om dennes Misligholdelse af den første Kontrakt: „Nu, jeg sendte for fire Dage siden min Tjenere ind, hannem derom at erindre, kommer Budet breveløs og pengeløs med det Svar tilbage: at hans Broder i Kristiania (Stiftsprovsten) har forbydet ham mig en eneste Skilling at give, og derfor sagde sig den Akkord ei at ville holde.“ „Hans Mund, Haand og Parole bliver hos mig aldrig mere i Kredit.“ Endelig beder han Biskopen med et Ord eller to at meddele sin Vilje angaaende Offertolden, „at,de residerende det, som mit er, sig ei med befatter, men enhver at blive ved det, Gud og vor naadigste Konge har undt[1].“
At Bispen har givet Petter Dass Ret, kan vi ikke tvivle om; men ligesaa utvivlsomt er det, at Sognepresten ogsaa i Fremtiden mangen Gang har havt Ubehageligheder for Munchs Skyld i de ti Aar, denne endnu residerede i Nesne.
Den Redebonhed til at hjelpe sin Næste i dennes Forlegenhed, der kommer tilsyne i Petter Dass’s Adfærd ligeoverfor Paul Munch, var et sterkt udpræget Træk i hans Karakter. Ved hans Død fandtes af hans Formue over 2000 Rdlr., i de Tider en betydelig Sum, udestaaende som Laan, og kun en liden Del deraf kunde Arvingerne faa inddrevet. „I sin Hjelp mod trængende,“ siger hans Sønnesøn, „var han ei ubetænksom, som mange fromme Gemytter er, men gav paa det nøieste Agt, om den, som begjærede hans Hjelp, var duelig, ædruelig og flittig, og ei ved nogen Ladhed var bleven trængende,“ saaledes som han selv skarpt udtaler sig i sine Katekismus-Sange:
- ↑ Brev fra P. Dass til P. Krog, dat. Alstahaug d. 13 Feb. 91, Thj. Vid. Selsk. Mskr. fol. 248.
