„Hvo der Arbeid ei vil gjøre,
Han ei heller æde maa,
Man skal ham ad Døren kjøre,
Naar han vil at tigge gaa,
Lade saa hans dovne Arme
Ligge hos hans hungrig Tarme.
Er det saa, du vilde give,
Almis til en doven Hund,
Det er som du skulde rive
Brødet bort fra Barnets Mund
Og det hen for Hunden kaste,
Hvilket vel er værd at laste.“
Heller ikke Petter Dass vandt sit Brød uden Arbeide, Strid og Fare. Til sin Opregning af Alstahaugs Herligheder føier Peder Claussøn ogsaa den Bemerkning, at Sognepresten kun erholder dem „med stor Livsfare til Sjøs, naar han uddrager til de Kirker paa Øerne, som ligge to eller tre Mile ude i aabenbar Hav.“ Men Petter Dass var ligesaa modig, som han var samvittighedsfuld i at opfylde sit Embeds Pligter: i al den Tid, han var Prest, forsikrer hans Biograf, blev neppe nogen Gudstjeneste forsømt.
„Vort Nordland saaledes beliggende er:
Guds Lov maa forkyndes blandt Øer og Skjær
Uagtet al Fare og Møie.“
Graven paa Havsens Bund, der havde aabnet sig for faa mangen Nordlandsprest, havde for ham intet særdeles afskrækkende:
„Hvad vil en Guds Tjener bekymre sig ved,
At ham er udvalt et Begravelses Sted,
Som Mennesken ikke kan sinde?
Om han ikke bæres af Venner herud,
Han kan dog med Mose begraves af Gud
Og lukkes saa rolig derinde.“
