rier. Heller ikke Faderens helt igjennem elskværdige og humane Karakter gik i Arv paa Sønnen. Denne, der snart blev en af de største Jordegods-Eiere nordenfjelds, mindes endnu af Almuen deroppe som den herskelystne Prælat og havesyge Proprietær.
Petter Dass siger ensteds spøgende om sig selv, at han „bor i det Land, hvor ei findes Skrift eller Bøger.“ Ialfald maa det for en Mand med saa sterke literære Interesser ofte have været en pinlig Fornemmelse at føle sig saa fjernt fra Centret for alle boglige Sysler. Det er derfor naturligt, at han med Begjærlighed greb den Leilighed til Forbindelse med aandsbeslegtede, der kunde tilbyde sig. Hans bedste og tidligste Ven var visselig hans egen Elev og Svoger, den fjorten Aar yngre Sten Wirthmand. Efterat denne i 1679 var bleven Student fra Trondhjems Skole og havde taget sine Examina ved Universitetet, var han, som vi har hørt, i fire Aar Huslærer hos Dass, der da endnu var Vice-Pastor i Nesne. Efter nogle Aars Adskillelse blev han 1692 residerende Kapellan i Alstahaug; en Tid efter giftede han sig med Petter Dass’s Søskendebarn Dorothea Nilsdatter Arctander fra Nærø. De boede sammen med P. Dass paa Alstahaug Prestegaard, og denne stod Nytaarsdag 1698 Fadder til hans første Søn. Ogsaa Sten Wirthmand havde en poetisk Aare, om end ikke synderlig frugtbar. Hans Epistel-Sange udkom sammen med Svogerens Sange over Evangelierne og er tilligemed disse udgivne mange Gange.
En anden Mand, der har staaet vor Digter meget nær, var Magister Peter Bredal, Prest i Nabosognet Brønø. Han var omtrent jevnaldrende med Dass og har i mangt og meget delt hans Interesser. Ogsaa Bredal var Forfatter, om end af en noget anden Art end hans Ben paa Alstahaug. Grundighed og Lærdom var mere hans Sag
