latinske Smaadigte, da han i 1694 tog Magistergraden. Venskabet led ikke synderlig ved smaa Knuder, der alt imellem kom paa Traaden, som da Petter Dass havde glemt at invitere ham til Gravøllet efter sin Svigermoder, hvilket den pripne Magister lod ham høre. Dass undskyldte sig i et latinsk Carmen og bad ham at lade gammelt Venskab være hævet over slige Smaating, og, hvad enten de varme Ord eller de flydende Hexametre virkede mest, Venskabet blev igjen fornyet. Dass lægger ham ved samme Leilighed indtrængende paa Hjerte, som hans fuld,tro Ven og som den, der vistnok vilde overleve ham, at være hans efterladte Hustru en Støtte og hans Søn en anden Fader. Bredal overlevede Dass, og vi tvivler ikke paa, at han opfyldte sin Vens Ønske.
Peter Strømer i Nord og Peter Bredal i Syd, siger P. Dass, er mine gode Naboer og trofaste Venner, og han sammenfatter spøgende Trekløveret som „de Klostermænd af Sancte Peters Orden.“ Strømer, der var Sogneprest i Rødø og forresten ligesom Dass lever i Sagnet som en stor Hexe-Mester og Fandens Overmand, boede for langt borte, til at nogen synderlig Omgang kunde sinde Sted, og har neppe heller havt saa meget tiltrækkende for Dass som hans sydlige Nabo.
Langt mere fik Petter Dass at bestille med en Studiosus Ole Nysted, der en Tid „logerede“ hos Mag. Bredal[1]. Han havde læst de første Stykker af „Nordlands Trompet“ og ytret for Forfatteren sit udelte Bifald med denne Prøve. Nu vilde han selv forsøge sig som Poet og skrev, hvad Dass kalder en Physica Ligata, en Afhandling paa
- ↑ At han var hans Kapellan, som Welhaven siger, er ikke rimeligt, da han aldrig tituleres „Herr.“ En studeret Mand har han dog vistnok været.
