Vers om alle mulige Gjenstande. Arbeidet sendte han Petter Dass til Gjennemsyn. Dennes Svar er i høi Grad overgivent: i en lystig Revu lader han alt, hvad Nysteds „poetiske Pibe“ har fremtryllet, passere forbi. Rigtignok beder han undskyldt, at han efter sin Vane saaledes slaar Gjækken løs:
„Det hellere faldt For langt
I Verden at forblive,“
og beder ham ei lægge hvert Ord „paa gylden Vegt.“ Men den krænkede unge Digter svarede i alvorlige Alexandriner og gav at forstaa, at
„en velment ringe Digt
Den ikke bør ansees med Haanligheds Gesicht.“
Han finder det raadeligst at lægge Pen og Blæk bort for Fremtiden, og ytrer kun Frygt for, at Kritiken skal gaa Landet rundt. Dass beklager i sit Svar sin overgivne Skjemt, hvormed intet ondt var ment. Men Ole Nysted lod det, som det synes, bero med dette første Forsøg paa Digterbanen.
En sand Forfriskelse for Aand og for Legeme nød Petter Dass under sine Ophold i Bergen, der var hans som alle Nordlændingers egentlige Hovedstad. Der var et Liv og en Virksomhed, som tiltalte ham, — man læse kun den levende Skildring af den bergenske Trafik, som han giver tilbedste i Viserne om denne Byes Brand i 1702. Det var ogsaa som den dristige Forretningsmand, Dass kom der, om end Sagnet gjør sig skyldig i Overdrivelse, naar det lader ham staa paa Bryggen og sælge sin Fisk som en anden Jægteskipper. Hans Befordring var en af hans egne Jægter; han kommer, siger han, til Bergen „i Nordfar-Stevne,“ og Opholdet der kalder han sin „Ligge-Tid.“ Dog blev ikke Presten og Digteren glemt for Handelsmanden: den gamle Hansestad husede jo Tvillingrigernes feirede Digterinde,
