dennes Kone. Ved en Undersøgelse for nogle Aar siden befandtes Digterens Portræt ødelagt; de øvrige var ret vel bevarede[1].
„Jeg ved jers Vilje nok,“ siger Petter Dass ensteds, hvor han tiltaler sine Sognebørn, „I gjerne ønske vilde mig Liv af hundred Aar.“ Et endnu meget længere Liv har han levet i Helgelændingernes Erindring, og fra dem har Fortællingerne om den djerve Nordlandsprest spredt sig videre om Landet, men navnlig rundt hele Vestkysten, saa det tør vel uden Overdrivelse siges, at faa norske Mænd har ført et saa udholdende Liv i Folkets Traditioner. I Fortællingerne om ham svandt Digteren ind, alt eftersom det overnaturlige mer og mer indsprængtes; Sagn fra andre Sfærer blev overførte paa ham, og snart stod han som en norsk Dr. Faustus, besværgende Naturen og Aanderne. Disse Sagn om „Herr Petter,“ som han i Dem stedse kaldes, har sit rette Hjem i Nordland og navnlig paa Helgeland, men har tilligemed Digterens Ry faret langt videre, ja er paa enkelte Steder lokaliserede og overførte paa en af
- ↑ Meddelt af Herr M. B. Dass i Sandnes.
