frem en Kuffert, fandt sig en Hestesadel, som han lagde paa Kufferten, og gjordede den vel til, klædte saa paa sig Prestekjolen og Kraven og tog sin Stav med den store forgyldte Knap i. Derefter tog han Svartebogen i Haanden, satte sig op i Sadlen og gav sig til at læse og mane, saalænge til han fik løst den onde. Han kom da farende midt frem paa Gulvet, saa Gnisterne spragede om ham. „Hvad vil du mig?“ sagde han. „Du skal til Kjøbenhavn i Presteskyds, og det paa flyvende Timen.“ „Hvad skal jeg faa for Skydsen?“ spurgte den anden. „Du skal faa Sjælene til alle dem, som sover i Kirken imorgen,“ svarede Herr Petter. Dermed var den onde fornøiet, tog Kufferten og Presten og for afsted med. Men da de kom midt ud paa Havet, Stathavet, siger nogle, da tog den onde til at blive træt. Saa seg han mer og mer ned, helt til Presten begyndte at kjende Vandet skvat om ham. Den onde tænkte da, at Herr Petter skulde blive ræd, og vilde faa ham til at nævne Jesu Navn, for da vidste han, at han kunde kaste ham af sig. Saa spurgte han: „Hvad sagde Apostelen Petrus, da han var i Havsnød?“ — „Høiere op og ret fram, din Djevel,“ svarede Petter Dass og gav i det samme Skydskarlen en dygtig Smek med Staven sin. Saa kom da Herr Petter frem til Kjøbenhavn i passelig Tid. Juledag prækede han for Kongen og Dronningen, og Kirken var overfyldt af Folk, som vilde høre den fremmede Prest. Skydskarlen ventede udenfor for at faa sin Skydsløn. Men Presten vidste at holde dem vaagne, saa det ikke var Raad for nogen til at faa sove i Kirken den Dag. Dette, sagde den onde, var det største Fantestykke, han havde været ude for i alle sine Dage[1].
- ↑ Væsentlig efter A. Askevold i „Fraa By og Bygd. 3 Aarg. Bjørgvin 1872,“ Side 255 fgg. Sagnet er der fortalt i Søndfjords-Maal og er saaledes vistnok gjengivet i den Form, hvori det der fortælles. Noget kortere og afvigende i Enkeltheder er det meddelt efter Nordlandsk Tradition i L. Daaes N. Bygdesagn II. Begyndelsen af Sagnet er mig saaledes meddelt af Herr Kirkesanger Augustinussen i Nesne: „Den danske Regjering, som havde hørt Dass omtale, satte ham engang paa Prøve ved at lage det saa med en Budsending til Dass om at præke for Kongen paa første Juledag, at Budet ikke kom Manden i hænde før ud mod Kvelden om Juleaften. Herr Petter gik da til Studerværelset og pikkede i Bordet. Der kom strax en. „Hvor snar er du?“ „Som Vinden,“ var Svaret. „Duer ikke.“ Atter pikkede han i Bordet. Den anden mødte, men blev afvist, da han ikke for snarere end Lynet. Men den tredje, som var faa snar som Tanken, antoges“ o. s. v. Nogle Fortællere tilføier, at da Herr Petter traadte op paa Prædikestolen, fandt han det Papir liggende, der skulde indeholde Texten for hans Prædiken. Efterat han imidlertid havde fundet det ubeskrevet paa begge Sider og udtalt dette fra Prædikestolen med de Ord: „Her intet, her intet!“ holdt han en Prædiken om Skabelsen, som bragte Kongen, Dronningen og hele Hoffet til Taarer. (Meddelt af Overretssagfører H. K. Møller i Nesne).
