Strømstad. Han opdaget det blaagule splitflag og vækket for sikkerhets skyld Erko. Finnen skyndte sig op og undersøkte baaten nøie i kikkerten. Fjeld saa, hvor han blev blek.
— Der er ingen tvil mulig, hvisket han skjælvende. Den følger efter os. Ikke et øieblik viker den fra vor kurs. Den har splitflag. Der er en uniformert mand ombord. Politiet er efter os . . .
Fjelds næve knyttet sig om roret, saa knokerne blev hvite. Han maalte avstanden mellem baatene med øinene.
— Hvad fart gjør den? spurte han.
— Nogen hurtigløper er den ikke, svarte Erko efter en lang undersøkelse. Maskinen ser ut til at være kraftig, men skroget er klodset. Den gjør neppe mere end 7–8 mil.
Fjeld pustet lettet.
— Jeg tænker „Katarina“ gjør sine 9 mil med denne vind, sa han. Om en stund faar vi den mere agterlig, saa vi kan sætte spinakeren. Og da tænker jeg, de gode herrer derhenne skal bite sig i fingrene efter os. Vinden holder nok til langt ut paa aftenen, og til den tid er vel benzinen sluppet op.
— Hvad saa, mumlet Erko fortvilet. Vi blir jaget, hvor vi kommer. Der er formodentlig sendt stikbrever og telegrammer til alle kanter. Hele kobbelet er sluppet løs. Og slipper vi fra politiet, løper vi vel i armene paa Delma . . . jeg vet ikke, hvad der er værst . . .
Der blev en lang pause. Det var tydelig, at motorbaaten mistet terræng.
— Hør, Erko, sa Fjeld endelig. Du er den eneste ven, jeg har. Vi har kampert sammen i godt og ondt. La os tale sammen som mænd . . . Det er jo Katarina . . . vet du . . . hun maa spares for skammen og skjændselen. Og jeg er ikke skapt for et fængsel . . . Hvis det skulde hænde, at vinden løiet, og at baaten
