Side:De Knyttede Næver (1911).djvu/22

Denne siden er godkjent
18

— Panserhvælvet er like under, hvisket den høie mand.

Vi gaar gjennem. salen her og ned kjeldertrappen. Veien er fri.

— Men vakten, Fjeld — du har lovet at spare ham.

Han kommer her ved 12-tiden. Fredriksen er en pyntelig mand og han skal faa leve. Jeg har med nogen sovedraaper til ham, — et litet fikst narkoticum, som vil gjøre ham ubrukelig en 10–12 timer. Det er det hele. Og til kl. 12 kan vi arbeide uforstyrret. Vi lever i et troskyldig samfund. Daarlige sprinkler, ingen allarmapparater, en ubevæbnet vaktmester. Det er ikke som i Bank of England. —

De to mænd hadde naadd helt ned i kjelderen. Fjeld syntes ikke mere at frygte nogen fare. Han tændte det elektriske lys. Like foran dem var døren til pansehvælvet med svære haandtak av skinnende nikkel. Et mægtig vaabenskjold med fabrikantens navn dannet midtpartiet.

Fjeld blev staaende foran denne vældige kompakte masse med rynkede bryn.

Her ser du fienden, Erko, sa han hæst. Her er festningen, som skal stormes. Kapitalismens borg — her er den. Alt hvad det kloke samfund har klækket ut til vern om den store officielle egeninteresse ligger dynget op i et slikt panserhvælv. Det er den moderne Fafne som ruger over guldet med sine haarde kolde staallemmer. Og her staar vi to ynkelige outsidere og skal binde an med tidens mest uindtagelige festninger ved hjælp av vore fire hænder, nogen kilogram staal og en smule moderne sprengstof. Hvad mener du Erko? Kan vi greie det?

Den lille dvergs øine gnistret. — Mit staal er tusen ganger bedre end dette jammerlige støpegods. Taylor-whitestaalet og Rapidstaalet er som grøt mot det verktøi, vi har lavet deroppe i vor lille hule. Du skal faa se!

Fjeld lo stille og bredte gummikappen ut. Det var