tørrer det av paa denne avis. Tilfældigt saar. Saa var det de uundgaaelige fingeravtryke. Jo da! . . . .
Og til Erkos store forbauselse trak Fjeld op en klut, som han pakket forsigtig op. Det var en tyk mandsfinger.
— Dette lem amputerte jeg i formiddag paa en arbeider fra Nylands verksted. Du ser, at leddet er knust, men fingertuppen har beholdt sin vitalitet ved hjælp av nafta. Den er god nok. Nu laver vi saan rent tilfældig et merke av denne arbeiderfinger paa „Frankfurter Zeitung“. Det vil skaffe Schmelck en smuk bifortjeneste og politiet mange graa haar i hodet. Saa gaar vi.
Med stor omhyggelighet samlet Fjeld sit verktøi i den gule kappe, anbragte den tyske avis med de blodige fingermerker i en krok, pakket den amputerte finger ind og krøp ut av rummet.
Erko fjernet alle spor av ledninger og patroner fra den sprængte dør. Saa begav de sig op trappen, laaste sig ut hoveddøren og lot den staa ulaast.
Erko krøp ind i sit belte, og den tykke mand fra begyndelsen av dette kapitel begav sig med ro og værdighet opover Prinsens gate. Det klang av og til av staalet, men ved siden av var der en anden lyd, som mindet om et ædlere metal.
I porten ved hjørnet av Slotsgaten stod endnu konstabelen. Han konverserte en liten, tvilsom dame, som hadde søkt ly for regnet. Uret hos Høydahl Ohme viste 2½. Og stormen jog med uformindsket kraft henover byen.
— — — En time efter sad de to mænd i det lille hus oppe i Homansbyen. Fjeld hadde tømt sine lommer paa et bord, og Erko sorterte pengene i store hauger. Det var røde, blaa og gule sedler —, der var alle schatteringer og alle nuancer. Og det lynte i louisdorer, pound sterlings og alle de andre skjønne, gyldne fugle.
