en utsøkt aargang av Pommery nature, hidset sin betrængte fantasi med et glas Bual til camemberten og talte mangt et stort ord ved ferskenen med den uundgaaelige „gule enke“. Samtidig saa han sig ivrig omkring.
— Hvad er det, De kikker efter? spurte redaktøren.
Og det spør De om, hvisket fuldmægtigen forsigtig. Banktyvene naturligvis. De kan bande paa, at de gode herrer tar sig en god super iaften. Og her findes de — vær sikker, hvis de i det hele tat er nogen steder. Det er fine folk disse tyvene. Gentlemen som os selv. Videnskabelige forbrydere til fingerspidsene. Professorer i indbrud om jeg saa maa si. Der findes ikke fem indbrudstyve i hele verden, som kan sidestilles med de folk, som her har været paafærde.
Vi hentet vor mest professionelle skapsprænger fra Bodsfængslet — en mand, som har været i Amerika og lært kunsten der. Han saa paa det hele med den mest uforstilte forbauselse.
Saa tok han luen av sig og bukket. — Slikt noget har jeg aldrig seet, sa han. Jeg skulde ønske at træffe den mand, som har gjort det stykke arbeide. Det er fa'n ta mig ikke nogen haandverker; men en kunstner. Jeg har kjendt Joe Johnson fra Kentucky. Han var Amerikas fineste brækjern. Men Joe er en grovsmed mot den mand, som har slaat skallen ind paa det panserhvælv der . . .
— De tror altsaa, at denne „kunstner“ sitter her? spurte Fjeld.
— Det vilde ikke undre mig, svarte politifuldmægtigen. De internationale tyve er mænd, som forstaar sig paa den rigtige nydelse av livets goder. De elsker lys, pragt, smaapiker og champagne.
— Som vi andre, lo redaktøren.
— Netop, istemte politifuldmægtigen, rød i toppen av iver. Hvorpaa samtlige tømte sine bægere og gik over
