uforsigtighet. Der findes i denne affære ikke andre spor end denne „Frankfurter Zeitung“ og dette fingeravtryk. Det er ikke meget, men det er mer end tilstrækkeligt! . . .
Redaktørens ører strittet. Kan jeg benytte dette i mit referat?, sa han . . . med en anerkjendelse til vor udmerkede opdagelsespoliti, som i denne sak osv. . . .
— Gjerne det kjære ven, men hold mig utenfor. — De vet, diskretion — Skaal!
Redaktøren ilte til telefonen.
— Der er ogsaa opdaget noget andet, sa politifuldmægtigen med nedlatende hemmelighetsfuldhet, men jeg turde ikke fortælle det til min ven blækklatten. Jeg kan formentlig stole paa Deres diskretion — ?
— Selvfølgelig!
Jo, saken er, at konstabel nr. 429 Olai Skullerud har indberettet, at han angjældende nat har set en stor, tyk herre i en gul kappe passere to gange forbi hans vaktstrøk i Prinsens gate. Første gang ved 11-tiden og anden gang omkring klokken 3. Han blev avløst like efter. Han husket denne tykke fyren, sa han, fordi det var det eneste menneske han saa den nat. Det stormet ganske forfærdelig igaarnat — vet De. Manden hadde trukket en hætte over hodet, men 429 saa tydelig, at han hadde tykt, sort haar og en lang mustasje.
— Han lignet formodentlig den herre der — den tykke bak den unge skuespillerinde, . . . avbrøt Fjeld.
— Død og pine, hvisket politifuldmægtigen, og hans noget duggede øine blev gule av iver, — der sier De noget. Et rigtig galgenfysiognomi. Og den svære, sorte bart — det stemmer. Han er tysker, det kan De bande paa. Jeg vil virkelig . . .
Og politifuldmægtigen ilte ufortrøden hen til den ensomme gjest og spurte ærbødig, men bestemt paa det tyske sprog, om det ikke var hr. Schulze fra Berlin. Da saa manden op og svarte paa et ulastelig norsk,
