op paa trinet og fik fotfæste. Delma hadde trukket sin kniv og stak efter den faldne flere ganger, og et av støtene streifet Fjelds arm. Men i mørket var det ikke mulig at skjelne mellem ven og fiende. Man maatte føle sig frem. Og forsaavidt hadde Fjeld en fordel. Alle hans slag rammet fienden.
Han hadde befriet sig for hollænderens tandgar og rettet det ene næveslag efter det andet mot Huysmanns ansigt. Tiltrods for togets larm kunde man nu høre de tre mænds stønnende aandedræt og den hvislende fraade om deres mund.
Da rettet Delma et frygtelig spark mot Fjelds bryst, veiledet av en lommelygt, — men i samme øieblik trak denne Huysmann over sig. Hollænderen fik sparket, slap sit tak i gelænderet og faldt med hele sin vegt over Fjeld. Begge styrtet ut. Kampen hadde kun varet et par minutter. I dette øieblik svinget toget ut av tunnellen. Og i et blink saaes Reinungavandet dypt under dem i snetaakens rifter.
Et skrik av raseri og rædsel, og de to motstandere slyngedes ut i det forfærdelige svelg — ned mot den graa vandflate 1000 fot under dem.
Men toget skyndte sig videre. Og Delma gjenvandt sin ro, svøpte kappen tættere om sig og gik ind i kupéen.
Ingen hadde hørt noget under akslernes klaprende slag gjennem tunnellen. En gammel herre sat og læste i en røverroman og nød de reglementerte mord, to elskende kyssedes i et kupéhjørne, — tre handelsreisende spilte en svak 10-øres poker og drak dertil sterke whiskypjoltere.
François Delma pustet tungt. Han spyttet ut et par fortænder, som var løsnet, og drak et stort glas konjak. Tændte sig derpaa en cigar og smilte mørkt. Han hadde seiret, men seiren var dyrekjøpt. Den hadde kostet ham hans bedste ven, den tause hollænder.
