Fjeld reiste sig bevæget og strakte sin haand imot ham. Hollænderen stirret forbauset paa den, saa fôr der et tilfreds uttryk over hans ansigt, og han grep Fjelds haand og trykket den varmt.
— Det blir, som jeg sier, sa han. De og Erko kan være tryg for Francois Delma. Hvis da ikke djævelen skulde sende ham paa Deres vei. Skulde det ske, er De fortapt. Jeg kjender Delma. Han er sterkere end alle andre, fordi han er grusommere. Aldrig har han visst av hensyn. Slegtskap, venskap og kjærlighet er intet for ham. Journalistiken er for ham kun et middel. Han kjender alle professionens bakgater. Han vet alt, han forutser alt. Det er ham, som har skapt forbrydelsens strategi. En Napoleon er han . . . paa sit vis . . . Kommer De paa hans vei, vil han knuse Dem . . . Ikke fordi De har dræpt Heredia, men fordi De har overlistet ham . . . For slik er han. Delma har sin stolthet: Han vil aldrig taale at se en overmand i ansigtet.
Hollænderen stanset pludselig som forbauset over sin egen veltalenhet. Han smekket kjæverne sammen med et smeld. Det var som en laas, der sprang i. Saa lukket han øinene.
Men Jonas Fjeld satt og stirret ind i peisen, hvor de rødgule flammer lekte med tyrikubberne. Der var kommet en underlig ro over ham. Han følte sig som en seierrik kriger, der var vendt tilbake fra kampen og nu nød sin egen træthet. Og mens han fulgte flammernes viltre lek, steg der frem i hans sind en længsel efter hvile og fred — efter den jevne daglige lykke, efter arbeidsslitets mekaniske tryghet, efter de smaa bekymringer og de stille glæder — efter livets stræbsomme hverdag. Han hadde med voldelig haand sprengt sit livs ramme. Han hadde valgt at staa utenfor og ovenfor alt og alle — en outsider og jeg-dyrker, som aldrig hørte andet end gjenlyden av sin egen stemme. Og den gamle tvil reiste sig i ham, om ikke den menneskelige
