Jonas Fjeld saa sig raadvild om. Han merket, hvorledes hans hjerte slog og hans blod brændte. Der skyllet en bølge av skam ind over ham. Hvor vovet han, indbrudstyven, at gjøre indbrud i en ung pikes hjerte? Han smilte bittert. En usling var han, en æreløs hund, som dristet sig til at række sine blodbestænkte hænder ut efter et klenodie, som ikke kan veies paa en tyvs vegt! . . .
Han vendte sig stille mot døren og gik sin vei. Halvt i drømme spændte han skierne paa sig, mens han kjendte, hvorledes taarerne piblet frem i hans øine. Han følte sig med ét saa forunderlig svak. Hans knær skalv under ham og han maatte læne sig op til husvæggen for ikke at falde overende.
Reaktionen efter de to dages nerverystende oplevelser, — efter spændingen og strabadserne indfandt sig. Det var haabet om atter at faa se ind i Katarina Sarows blaa barneøine, som hadde holdt ham oppe. Nu var det hele forbi . . . forbi! . . .
Det var altsaa sandt, at forbandelsen altid fulgte i forbryderens fotspor. Hvor ofte hadde han ikke ledd haanlig av Raskolnikovs koketteri med sin daarlige samvittighet? Men hvad var samvittighetskvaler mot den sorg at maatte sige farvel til to hænder, to øine, to læber, som man elsker . . . En dør blev slaat igjen. Fjeld tok sig sammen. Der kom nogen ut paa pladsen. Han vendte ryggen mot døren, og han vaaget ikke at snu sig. Det var hans skjæbnes trin, som lød bak ham . . . Det var hans skjæbnes stemme, som nynnet hans fremtids melodi.
Jonas Fjeld sparket resolut skierne av sig og vendte sig hurtig mot den unge pike, som med glad forskrækkelse stirret ham i ansigtet.
— Katarina, sa han ømt. Og før hun visste ord av det, løftet han hende op paa sine arme og bar hende ind i stuen. Med yderlig forsigtighet anbragte han
