nysgjerrig sammen ved vinduerne for at se, hvad det gjaldt. De for tilbake i rædsel. De gule biplaner hadde pludselig forandret form og farve. Det var som et sort gardin var trukket over dem. Og gjennem motorernes jevne larm hørtes de forfærdelige skrik, som hadde fyldt Europa med rædsel.
—Det er de sorte gribbe, mumlet Trautler med hvite læber. Slaa av farten kaptein, og lat os vise de hunde vore tænder.
Høi og rank stod den hvithaarede aviatiker ved signalapparaterne. Hans befalinger lød til alle skibets dele som skingrende klokkesignaler. De lange, slanke dynamitkanoner vendte truende sine svelg mot syd og mitraljøserne fræste allerede sine trusler mot den kommende fiende.
Da hændte der noget, som fik oberst Trautlers haand til at dirre let der han stod og dirigerte sit fartøi med en aldrig svigtende koldblodighet. Som efter et git signal steg de fem gribber tilveirs i store buer. Nogen skud fra dynamitkanonerne naadde ikke sit maal og et halvt minut efter var de utenfor skudvidde.
De sorte biplaner kredset høit over zeppelinerens vældige hylster. Det var modige folk, som befandt sig under dem. De hverken graat eller klynket. De ventet paa det forfærdelige, som maatte komme.
