ut om dette, maa vi være forberedt paa en hidsig aktion fra de syndikalistiske anarkisters side . . . en krig paa kniven . . . Men vi tør vel gaa ut fra, at hemmeligheten er bevaret . . .
—Jeg forstaar ikke, hvorledes disse folk kan komme nogen vei, utbrøt politiinspektøren. Alt er laast og lukket for dem. Der er ikke et musehul, hvorigjennem de kan slippe frem. Veien til slottet er saa at si brolagt med sikkerhetsforanstaltninger . . .
De tre politimænd var imidlertid kommet ut paa gaten, tok farvel med hinanden og skiltes.
Nede ved Honnørbryggen var den halve by forsamlet. Tordenskjold stod paa sin sokkel og prøvet eggen av sit sverd. Han befandt sig i sit element. Omkring ham bølget der et sort hav av mennesker.
Og hør?
Var det ikke kartoverne, der sang der oppe fra Akershus’ volde akkurat som i salig Løvendahls tid? Hele Piperviken stod i en eneste røk, som skygget for solen, og de rappe gulrøde glimt skar ind mellem de svulmende bomuldsskyer som hvasse ildtunger.
Jo — nu var der liv i Norden.
Peder Wessel lo stille ved sig selv, og hans paradesmil gled velvillig over folkemassernes hoder ut til den store pavillon, hvor tre høie mænd i straalende uniformer trykket hinandens hænder
