og saa sig litt forbauset om. Den ene gik hurtig hen til sengen.
—De er mr. Burns? spurte han paa engelsk.
—Ja, svarte Burns litt forvirret . . .
—Jeg er kong Haakon, sa den fremmede med et venlig smil. Og jeg vilde gjerne personlig hilse paa Dem og takke Dem . . . De har gjort en stor gjerning, mr. Burns. Ikke mindst Nordens folk staar i skyld og gjæld til Dem. Vil De motta denne gave som en ringe tak fra Norges konge og det norske folk?
Kongens adjutant rakte den enarmede kjæmpe et stort etui.
Burns aapnet det. Det var storkors av St. Olav . . .
— — —
—Ser du, sa han til Fjeld, da kongen var gaat, det drypper paa klokkeren. Men det regner ikke paa presten. Hvad hadde jeg utrettet uten dig og Erko.
—Jeg er rikelig belønnet, sa Fjeld og trykket sin kones arm. Jeg har faat, hvad jeg behøvde. Andre kræver fred. Men jeg maa ha spændingens, eventyrets og farens stimulans for at faa hvile. Og min løn er dit venskap.
Burns rakte ham sin venstre næve.
—Er det ikke det, jeg altid hat sagt, sa han og pekte paa den smukke crachan, at kongegunst
