en hønsegaard. . . . . Og saa klør det saa forbandet i min høire arms tommelfinger. . . .
Hans stemme brast.
—De maa ikke snakke saa meget, sa søster Helene forfærdet. . . . De er syk, meget syk. Nu skal jeg hente mat til Dem. Men De faar ikke andet end hønsekjøt og buljong.
—Bif mumlet den syke halsstarrig, og med tre egg. Har ikke tid til at være syk. Jeg skal klø pakket. . . .
—Nu gaar jeg efter maten, men De maa love mig at være aldeles stille og ikke ophidse Dem med at tænke paa fortiden. . . . . Vil De love mig det?
—For Deres smukke øines skyld, hvisket Burns mat. . . . Men la os si fire egg. . . .
Der var en forbausende vitalitet i den engelske kjæmpe. Han gled let over saarfeberen, hans appetit var overvældende og hans humør syntes at trodse alle attaker paa hans nervesystem.
En uke efter at Burns var indlagt, var han allerede langt paa vei mot helbredelse. Den glade englænder satte liv i alle og kandidaterne sat i timevis ved hans seng og hørte paa hans muntre historier, mens søster Helene med røde kinder og straalende øine lyttet til hans glade latter. . .
—Ønsker De ikke, at jeg skal skrive til nogen for Dem? spurte søster Helene en dag.
