Side:De Sorte Gribbe (1913).djvu/43

Denne siden er korrekturlest

Katarina Fjeld var ogsaa et syn værd. Der skulde et meget skarpt øie til for at opdage de furer, som sorgen engang hadde pløiet i det blonde ungpikeansigt, der nu skinnet av lykke og livsglæde. Der var en rolig harmoni over alle hendes bevægelser, en uaffektert ynde, som bragte lys og glæde med sig.

—Jeg forstaar ikke rigtig, mumlet Burns. . . .

—Hvad forstaar De ikke? . . .

Det store bleke ansigt saa tvilraadig fra den ene til den anden.

—Naaja — Det kan være det samme, sa han undvikende. . . . Hvor her er hyggelig. Jeg vet ikke, at jeg nogensinde har gjort mig fortjent til en saa megen godhet. Det er ikke nogen prins De huser, kjære frue, men en noksaa almindelig raatamp av en detektiv.

—Aa, jeg kjender Dem saa godt, mr. Burns. Min mand og jeg har snakket om Dem hver eneste dag. Vi er enige om, at De for tiden er mere værd end nogen prins i hele Europa. Og nu ligger De i min mands arbeidsværelse som et dyrebar klenodie. . . .

—Ja, rammen er ialfald solid nok, sa Burns og saa sig undrende om.

—Det var ogsaa et noksaa eiendommelig værelse, en mellemting av en gymnastiksal og en vaabensamling. Der fandtes ingen luksus. Væg-