mangfoldighet og slukte det sidste nyt. Det var store og farlige tider og drønnet av den sociale kamp lød fra alle verdens lande. Skrækken hadde bredt sig, den stirret fra hvert telegram med angstfulde øine: Hvem skulde det nu gaa utover? . . . Attentaterne blev hyppigere og dristigere, de sorte gribbe fløi over Europa, og ingen kunde gripe dem. De kom, og de forsvandt. Alle Europas sporhunde var i hælene paa dem, men luften var deres — og endnu hadde ingen av kontinentets skarpeste detektiver set ind i de dødbringende fugles reder. De trak en hemmelighetsfuld taake over sig, de skuffet alle efterstræbelser. . . Hvem var de? . . Deres klør strak over hele Europa. . . de hadde forbindelser ut til alle verdens kroke, de visste alt, og de rammet forfærdelig. . . .
Skulde telegrafen ogsaa idag melde noget om de sorte gribbes rædselsherredømme? . . .
En ung mørk mand med regelmæssige ansigtstræk stod helt inde ved aviskassen. Hans øine stanset ved den lange og sympatiske nekrolog over Ralph Burns. Han læste den opmerksomt igjennem, tvindet sig ut av den store kø og slang med hænderne i lommen nedover Grænsen til Karl Johan.
—Blodpropp, mumlet han for sig selv. Skulde de klodrianer ikke ha opdaget noget?
Den vakre unge mand lo haanlig og snurret
