Det var maaneskin.
Slotsparken laa som en fortryllet skog med lange, hemmelighetsfulde skygger sitrende mellem rakler og ranunkler. De sidste aftenvandrere gik til sine hjem, de sidste fugler tuslet omkring mellem buskerne, og de første vaarlige par sat ømt omslynget paa de haarde bænker og tutet hverandre ørene fulde med maaneskinssvulmende elskovsord.
Der kom en gammel mand gaaende opover. Ved skjæret av en gaslygte saa man, at han hadde et blekt, furet ansigt med tynde, røde haartjafser stikkende frem under den slitte filthat. Ved hjørnet av Parkveien blev han ubeslutsom staaende. Det var som om en eller anden nagende tanke holdt ham tilbake. Han smaasnakket en stund med sig selv, saa rystet han ubehaget av sig og gik hurtig videre. En postkasse fik ham
