Nede ved Sankt Pauli i Hamburg ligger der en kneipe, som heter »Die drei Federn«. Den ligner alle de andre sjømandsbuler: et stort, skiddent lavtaket lokale med meget forlorent guld i tak og paa vægger. Den er som de øvrige lastens huler forsynet med en liten tribune, hvor der efter kl. 6 eftermiddag forefindes et halvt snes malte syngepiker med døde øine, rustne stemmer og begjærlige fingre.
Hvorfra kneipen har faat sit romantiske navn vet ingen — selv ikke verten, den lille tykke slesvigholstener, som gjæter de hærskarer av skumle eksistenser, der har sin gang her.
Ingen av gjesterne har heller noget kjendskap til den velvillige herre bak disken. De kalder ham for onkel Peters, og det er ikke saa vanskelig at forstaa, at han føler sig smigret over dette smukke og familiære navn.
