din time er der, saa rykker du ut paa valpladsen og slaar ned for fote. Ikkesandt frue?
—Kjære doktor, sa Helene med dugget, bekymringsfulde øine, la mig beholde ham her. Har ikke anarkisterne mishandlet ham nok for os. Og hvorledes skal det gaa med haven, naar du reiser. Hvem skal passe mandeltræet, tobakken og jordbærene?
—Du har ret, mumlet Burns. Haven maa jo stelles. Og tobakken . . .
—Bliv, hvor du er, sa Fjeld. Du vet, jeg faar bruk for dig. Og kommer jeg i knipe for en slægge, saa telegraferer jeg . . . Nu faar jeg nøie mig med Cllifford . . . Det er jo ikke det bedste spor vi har. Men hvorfor skulde Murphy luske omkring Cavendish’ hus, hvorfor skulde han avsende et siffertelegram og kalde det en gratulation, og hvorfor pokker hadde han et slikt hastverk med at komme bort fra stationen? . . . Jo, banden maatte jo underrettes om, at jeg var undsluppet og hadde sat mig i forbindelse med politiet . . . Der er neppe tvil om, at Murphy er bestukket med en uhyre sum. Jeg kan læse i ansigter som hans . . . Saa du ikke trætheten i hans øine? Der er gaat varieté i ham. Han øser Brookes guld ut mellem de professionelle damer, han er en av »Alhambra«s og »Empire«s helte, en skjøgernes Casanova, som drukner sig i de smaa, ynkelige lasters mudder . . . Jo, det var et svineheld at vi traf ham paa telegrafen. Redpath lovte mig, at han skulde opholde ham med snak og forklaringer til kl. 9½. Og da er Clifford og jeg i Rosherville og kan ordne det fornødne med kutteren
