Han brøt pludselig av som en, der har allerede sagt formeget, gjorde et klodset buk utover forsamlingen og traadte langsomt ned fra katetret . . .
— — — —
Forsamlingen strømmet ut. Man hadde hastverk. Det var, som om den lyse sals festlige farver idag hadde mistet sin glans. Der hvilte en underlig stemning over alle — en følelse av ubehag og frygt for noget, som skulde komme: Et ukjendt mysterium, en guldets heksedans over verden. Og den bleke mand, som gik der ensom og skydd, — var det ikke en ny Lucifer, hvis hestehov trampet paa de gamle dogmers kadavere? . . .
— — — —
Der stod to mænd utenfor Schweigaardsstatuen. Det var den blonde kemiker og en høi, kraftig, skjegløs mand i 35-aarsalderen. De blev længe staaende tause.
—Han har fundet det, sa kemikeren pludselig. Jeg saa det paa hans øine.
—Hvilket? spurte den anden.
—De nye straaler, som vi andre søker efter. Den radioaktive kraft, som kan spalte natrium. Den kræfternes koncentration, som van Helmont, Laskaris og Paracelsus drømte om.
—De mener? . . .
—At den mand derinde har fundet veien til det store magisterium — guld — guld! Stol paa det, dr. Fjeld.
