Side:Den Gyldne Pest (1914).djvu/110

Denne siden er korrekturlest
XIX
„KÆNGURUEN“


Naar Londonerrøken blir for stram, naar vaarsolen ikke greier at forcere den graabrune atmosfære, som er verdensbyens sikreste særpræg, saa er havet ens tilflugt, — havet og floden. For utenfor den vældige graa paraply, som hvælver sig over millionerne, glir Themsen gul og fet under en solklar himmel uti den blaa Nordsjø. Der ligger den gamle ærværdige stad Gravesend. Hele den moderne tids havnelarm synger gjennem de smaa gater. Men like utenfor spirer de første vaarblomster i Rosherville Gardens, som ifølge en eller anden berømt engelsk digter er »the place to spend a happy day«.

Nu, der er ikke nogen særlig stas ved Rosherville. Men den har et teater, hvor andenklasses skuespillere men førsteklasses akrobater slaar en god saltomortale mellem to slette vitser — nogen danseplatformer, hvor man kan søle sig til med det kvindelige mudder fra Londons Eastend og en del koselige restauranter, hvor man kan faa nogen østers, som gjør ens hjerte glad.

De to gamle sjømænd, som med tunge og paalidelige