utover og satte kursen ret ned floden. Det maatte være en kraftig motor, ti skummet stod som en fos om den skarpe, sorte baug, mens de heiste seil slang hit og dit. Nattebrisen hadde endnu ikke indfundet sig, men et let vestlig drag tydet paa, at den var i anmarsj.
Paa den ytterste pier ved Gravesend stod toldinspektøren med en vældig megafon i haanden. Stationens søkelys stod som en hvit væg over flodmundingen og syntes at sperre veien . . .
—Er det kutteren »Dina«? brølte inspektøren utover, da det sorte fartøi kom indenfor hørevidde.
Intet svar.
Da gjentok tolderen sit spørsmaal i en kraftigere form og med nogen rullende sjømandseder, der buldret henover de smaa flodbølger.
—Javel? lød endelig svaret.
—Saa læg bi fortere end almindelig, skrek inspektøren. La det gaa litt kvikt.
—Hvad gjælder det? lød stemmen ute i fjorden.
—Læg bi, sier jeg. Saa kan vi snakkes videre ved.
—Har ikke tid!
—Saa for helvede. Slaa av farten, ellers skal den onde ta dere.
Men »Dina« ænset ingenting. Den drog tilhavs, saa skummet stod omkring den.
Og tolderen syntes at høre en haanlatter fra kutterens dæk, mens natten slog sin kaape om det sorte skrog.
Latteren forstummet imidlertid. En stor graa dampbarkasse svinget ut fra pieren, det duret i maskineriet, og kort efter stevnet den for fuld fart utover. Der lød
