Med 11 mils fart kom dampskibet »Paris« dampende op mot Norges kyst paa sin vanlige tur fra Antwerpen. Det hadde hat en glimrende reise, og de mange passagerer stod nu paa promenadedækket og stirret nordover, hvor et matgult glimt med visse mellemrum danset henover den maanelyse sjø.
—Det er Ryvingen, sa kaptein von der Lippe. Om en halv time faar vi se Oxø fyr. Og om 2½ time er vi i Kristanssand.
—For et vidunderlig maaneskin, mumlet en ung digter, som kom like fra Paris og nu skulde hjem for at rekreere sig til en ny fabrikation av menneskeskjæbner.
—Motbydelig, snerret hans sidemand, en meget moderne maler. Der findes ikke noget banalere end maaneskin. Et glansbillede for børn og oldinger. Jeg synes, vi nu engang skulde bli kvit al denne klissede natur, som stirrer paa os. Naturen er kunstens bourgeoisie, den hører fotograferne til . . .
—Jeg saa engang et lik i la Morgue, mumlet digteren drømmende. Det hadde ligget en ukes tid i Seinen. Det var ikke meget menneskelig igjen av det. Huden
