var grøn, blaa og sprukken. Næsen var en kubus, øinene et perfektum og munden et futurum. Det mindet mig om den gutten, De utstilte paa sidste høstutstilling, »Ung vaar» het det. Et brilliant billede. Det var malet like ut av en raatten sjæls ekkelhet — — likeoverfor naturens gemene farver. Jeg har aldrig set nogen male gammelost slik at det lugter . . . der skulde De prøve Dem.
Malerens giftige filipenser flammet rødgrønt i maanelyset. Men munden, som aapnet sig til en hatefuld replik, blev staaende paa vidt gap . . . Ti der paa styrbords baug vugget to lik i maanelyset . . .
—Se der! skrek han forfærdet.
Kapteinen ilte til og i næste øieblik laa hans haand paa signalapparatet til maskinen. Og kort efter slog »Paris« agterover, saa det duret over hele skibet.
—Klar ved motorbaaten, ropte kapteinen, mens »Paris« langsomt gled forbi den underlige gruppe, som hadde faat den unge malers øine til at vide sig ut av rædsel. Der laa to mænd i sine livbøier side om side med ansigterne opad mot maanelyset. I det ene saaes et saar som efter en kule, og det ene øie var kun en blodig masse . . .
Men det var ikke det, som den unge kaptein fæstet sig mest ved. Han hadde set den anden mand løfte haanden for atter at la den falde slapt ned. Og et halvt hundrede meter bortenfor laa en tredje mand med fordreiede træk og gapende mund . . .
—Det er som et stemningsdelirium av Edgar Poe, sa digteren med skjælvende stemme . . . Man skulde
