ham, fordi de aldrig kunde gripe ham i en feil. Og kameraterne frygtet ham for hans overlegenhet og den farlige, kolde ringeagt i de mørke øine. Den unge gut med det underlige høkeansigt og det stirrende blik spredte ubehag, hvor han kom.
Han var et fænomen paa skolen, et fænomen paa universitetet. Han tilegnet sig alt med en rivende hurtighet og hans kolde og skarpe hjerne tumlet uten vanskelighet med de subtileste problemer i videnskabens verden. Og dog — —
John Marker var et av Guds mange stedbarn paa jorden. Ingen vilde vite av ham. Det kongelige Fredriks universitet forhærdet sig i det længste mot hans fortjenester. Det hadde aldrig noget stipendium tilovers for den unge kemiker, som allerede i 20-aarsalderen med en forbausende djervhet og skarpsindighet begyndte at rokke ved kemiens fundamenter. Han sparte ingen. Selv Lavoisiers og Daltons teorier pirket han ved, og han tillot sig at gjøre aabenbar nar av Berzelius og Scheeles læresætninger.
Nogen av den hjemlige videnskaps haandgangne mænd forsøkte at slagte ham med nogen haanlige indlæg i den faglige presse. Men de trak sig hurtig tilbake. For John Marker var dem for haard. Han svarte med en lidenskap og en logik, som skræmte alle fra at ta op kampen mot den unge titan.
Men de hevnet sig i stilhet. De krøp omkring i videnskapens matbjerg og stængte ombyggelig alle veier for ham. De hvisket i løndom om hans mentale tilstand, og de lavet slette vitser om hans forrykte
