fabrikpipe løfter sig over øen, ingen kai eller brygge sees. Men i læ for søndenvinden ligger der en stor engelsk damper for anker og losser salt op til øens høieste top ved hjælp av en sindrik indrettet staaltraadbane.
Ellers er Tofteholmen like ensom som før. Ingen arbeidere sees langs stranden, ingen larm høres. Lydløst gaar saltelevatoren sin gang og tømmer automatisk sine kurve i en stor tragtformet aapning som danner bygningens høieste punkt. Ja selv arbeiderne ombord paa engelskmanden synes at være smittet av dens stilfærdighet og skufler Torreviejas skatte uten den larm og skraal, som er lossende sjaueres vis. De skynder sig, — for hvad pokker er dette for en glædesforlatt ø!
Men seilerne stryker tæt ind til Tofteholmene. Der er imidlertid intet at høre eller se: ingen glad latter mellem de underlige lavadannelser, som takket være professor Brøgger kan glæde sig ved et berømt navn i geologiens historie, intet vaiende flag mellem birkestammerne. Og ingen badende skjønjomfru.
Men pludselig faar kikkerterne det travelt.
Oppe paa en bar knaus sitter der en ung, sortklædt pike og stirrer utover mot Færder fyr. En stor hund med slapt hængende ører ligger ved hendes føtter. De to mørke skikkelser synes at være skaaret ut av fjeldet. Det er noget uhyggelig ved deres ubevægelighet, og de glade seilere føler ingen særlig trang til at bringe den unge dame nogen serenade.
Men mange av dem blir længe sittende og tænke paa det ansigt, som kikkerten hadde aabenbart for dem.
