Der blev et øiebliks stilhet.
Det var som om alles øine hang ved den røde tinktur, som krøp ut av den ituslagne flaske. Det mindet om en fet, rød orm, som søker efter et skjulested i jordens skjød. Og med en gang var det, som om den hadde stukket sit hode ned i den haarde sten og med en svak krumning hadde boret sig igjennem. Den røde masse gled ned i lavaen, den blev mindre og mindre, tilslut var det kun som en rød halestump, der krummer sig til den sidste anstrængelse. Saa forsvandt ogsaa den.
John Marker strakte uvilkaarlig hænderne ut.
—Materia prima, mumlet han. Det er min sjæl, som flygter til det støv, hvorfra den er kommen. Det er livets og dødens essens, som vender tilbake til naturens verksted — elementernes verdensvilje, som dør.
Han faldt langsomt tilbake i stolen. Hans øine blev stive og glasagtige og underkjæven sank ned.
Natascha skjulte hodet i sine hænder.
—Han dør, hvisket hun.
—Nei, sa Fjeld vemodig. Men en av de sterkeste
