en svimlende fart. Det lignet en kjæmpemæssig flue, som gled over den speilblanke sjø. Og i det florlette skum, som slog sammen i dets kjølvand, legte alle regnbuens straaler.
Spændingen var nu forfærdelig. Vilde »Draug« naa op til flygtningen ved nordsiden av Bastø? . . . Der gik fem minutter, der gik ti minutter . . . Pludselig grep kapteinen Fjelds arm.
—Der er den, sa han. Langt efter, men ikke længere end at et skud kan naa flygtningen. Død og helvede, nu skyter de . . .
Og ganske rigtig, fra torpedoens forstavn stod der en tynd røkstraale, og et skud slog ned et halvt hundrede meter foran hydroplanets baug . . .
Men det lille fartøi fortsatte uanfegtet sin vei. Det gjorde kun en svag sving indover mot Larkollen. Det øket øiensynlig forspranget for hvert sekund, som gik.
Nu fulgte skud efter skud. De slog ned like ved siden av hydroplanet, de næsten streifet dens smekre mahognysider. Men motorbaaten syntes at være begunstiget av et specielt forsyn. Fjeld saa i kikkerten Jacques Delma bøiet over rattet, dækkende Natascha med sit legeme, mens sjøspruten ret som det var skyllet ind over de to elskende.
For en jagt . . .
Da holdt skytningen op. Hydroplanet var nu saa nær land, at Larkollens huse laa i skytelinjen.
—Han er frelst, hvisket Fjeld for sig selv og saa drømmende utover.
Havet laa som et speil av ro og velvære. Ikke den
