dreven for at slippe ind gjennem vore panserhvælv. Men nu skal jeg forklare Dem saken i dens store omrids . . . De vet, at tiderne har været vanskelige. Krigen har slukt umaadelig, og de fleste banker har i den anledning ruget over sine guldbeholdninger, for at kunne motta uforutsette støt. Jeg tør si, at the board of directors har disponert fortrinlig. Alt har fungert udmerket like til mars maaned. Da begyndte vi at føle ubedragelige tegn paa, at ikke alt var, som det burde være. Selve markedet syntes at være i god orden. Omsætningen var stor — lad mig si forbausende stor. Man skulde ha ventet trykkede pengeforhold, forsigtig initiativ, men det var, som om forretningsstanden ikke merket den høie diskonto. Det financielle barometer stod paa storm, men markedet viste allikevel smukt veir. Der synes faktisk at være mange penger blandt folk. Der foregik vældige transaktioner, som ellers er typisk for utprægede jobbetider. Bank of Englands forsøk paa at regulere markedet er saa at si totalt mislykket. Jeg kunde nævne en mængde eksempler paa dette, men da De selv siger at De ikke forstaar Dem paa . . .
—Hvad mener De saa er grunden til denne uoverensstemmelse mellem bankerne og publikum? avbrøt Burns ham litt utaalmodig.
—Kunde jeg svare paa det, var gaaden løst. Vi har hat møte hver dag med the comitee of Treasury. Og mange formodninger har været drøftet. Vi har tænkt os muligheten av, at nye rike diamant- eller guldleier er opdaget i Amerika eller Afrika, men ved
