og anelser . . . det er som om vi skulde bli kvalt av vor egen rigdom . . . Forstaar De?
—Nei . . .
Den gamle hvithaarede mand tok frem sit lommetørklæde og tørret sveddraaperne av sin pande.
—De vil forstaa det, sa han hæst, naar jeg nu fortæller Dem, at vi idag ved optællingen av vor beholdning av de guldmynter, som var utsendt i 1914, fandt at vi hadde en tredjedel mere, end vi i det hele tat har præget det aar.
Burns saa forbauset paa sin gjest.
—Det er altsaa allikevel falsk mynt.
—Nei og ja. Vi har ikke fundet en eneste en, som var anderledes i vegt og utseende end vore egne. Og dog maa der findes millioner av dem, som er præget av fremmede hænder. Dr. Hatfield har ret: vi er forgiftet, — forgiftet av guld. Men hvorledes? . . .
—Ja, hvorledes?
Lord Cavendish reiste sig langsomt.
—Det er det, De maa utfinde for os, mr. Burns, før guldet kvæler os.
