Den høie, bleke mand, som stod der paa katetret i universitetets nye festsal og stirret utover den store forsamling, lignet nærmest et fugleskræmsel.
Hans øine var store, utstaaende og mindet om visdommens fugl, de smale skuldre var skakke og bøiet sig fremover over det elendige bryst, og næsen strittet høkagtig frem mellem de indskrumpne kinder i mange skjæve vinkler.
Ja — han var i sandhet en mand med mange legemsfeil den nye doktor. Og han tok sig ikke ut, som han lænte sig der over katetret og uten ærbødighet lyttet til opponenternes indvendinger mot hans berømte eller berygtede avhandling om elementerne og de radioaktive straaler.
Luften var ladd med elektricitet. Tonen var sterk krigersk, og der dirret en hidsig og haanlig understrøm av videnskabelig indignation under opponenternes ord. Man følte tydelig, at den hæslige yngling, som kjæmpet for sin doktorgrad, hadde alle imot sig,
