Men lord Cavendish spidset og spidset med en forfærdende samvittighetsfuldhet. Han slap ikke blyanterne, før de var spidse som haddenaale, og hver gang en var færdig, blæste han forsigtig støvet væk fra bordet . . . Tilslut laa der bare en blyant igjen. Den gamle herre rynket panden. Det var som om andre tanker indfandt sig.
Saa reiste han sig pludselig og trykket paa en knap.
Et likblekt ansigt viste sig i døren.
—Hvorfor banker De ikke, før De kommer ind, brølte den gamle arrig.
—Jeg trodde, at . . .
—Deres tro og formeninger er mig komplet likegyldige, mr. Murphy. Jeg venter en herre . . . vis ham øieblikkelig ind, naar han kommer . . .
—Der sitter en ung fyr . . .
—Er De splitter pine gal. Hvorfor pokker viser De ham ikke ind. Her har jeg sittet som paa naaler.
—Jeg trodde. De var optat, sir . . .
Den hæderkronede olding kastet et blik paa den lange rad blyanter.
—Vis ham ind, skrek han hidsig. Ellers skal jeg sørge for at vise Dem ut. Saa for . . .
Lord Cavendish hadde saavidt faat tid til at rense sin stemme for de eder, som krøllet sig i hans irske strupe, da en høi mand i reisedragt traadte ind i værelset. Det var en paafaldende kraftig kar med en lyst og aapent ansigt. De blaa øine hadde en dyp og rolig glans, som syntes at ha en paafaldende, beroligende indflydelse paa Cavendish nerver.
