voldte ham smerte. Men det tilfredse smil i det skarptskaarne og energiske ansigt talte et ganske andet sprog. Skaren omkring ham opløste sig. Sørgeligt . . . man hadde ventet et litet slagsmaal! . . . Kun en tyk, gemytlig utseende fyr blev staaende i nærheten av hovedpersonen i den lille episode . . .
—De gjorde det med vilje, sa han smilende. Hadde De noget utestaaende med den fyr?
Tiltrods for mandens gemytlige tone var der noget i hans væsen, som fik den anden til at se skarpt paa ham.
—Hvorfor spør De?
—Jeg trodde kanske, der var noget jeg kunde hjælpe Dem med.
—De er detektiv?
—Ja.
Den blonde betænkte sig litt.
—Jeg ga ham en advarsel, sa han lavt. Han har fulgt efter mig i to timer som en skygge. Og da han lænet sig over mig for at se hvad jeg søkte i »Daily Chronicle«, benyttet jeg anledningen.
—All right. Deres mellemværende kommer ikke mig ved. De kjender altsaa manden?
—Nei, har aldrig set ham før.
—Det var høist eiendommeligt. Har De noget imot at opgi mig Deres navn og adresse?
—Paa ingen maate. Jeg er en norsk læge. Mit navn er Jonas Fjeld og jeg bor hos min ven Ralph Burns, Kensington.
Detektiven plystret forbauset.
