staterte, at denne herre hadde en paafaldende interesse for vore affærer . . . Beklagelig! De ser, at vi ventet paa Dem . . .
—Jeg takker for den gode mottagelse, avbrøt Fjeld ham. Det er en ganske ny forretningsorden, siden sidst jeg var her. Vi bruker ogsaa revolvere i Newyork, men fortrinsvis mot røvere og banditter.
—Skulde vi ikke la al denne snak fare og gaa over til saken: De er i klemmen, og vi er ikke bange for at bruke tommeskruer. Hvad var det, De konfererte med lord Cavendish om? Begyndte gamlingen at føle sig uvel, — likte han ikke vore transaktioner? Saa, ut med sproget, unge mand.
—De skræmmer mig ikke, mr. Brooke, sa Fjeld. Og der var noget i hans stemme, som fik bankmanden til at fare sammen. Deres svindel kommer mig ikke ved. Det er ikke min agt at sitte her i en lænestol og la mig krydseksaminere. Og jeg gidder heller ikke at strække mine hænder ut paa en bordplate længere end jeg selv har lyst til.
—Vogt Dem! skrek de fire mænd samtidig.
—Nei, jeg vogter mig ikke, sa Fjeld og reiste sig langsomt. Det er saa sin sak at begaa mord midt i tætteste Holborn. Skyt saa meget dere vil, mine herrer. Men jeg skyter igjen, saalænge der er en draape blod i min krop. Og da tænker jeg, at det skal bli livlig herinde. Jeg antar, at de akustiske forhold er av den art, at det ikke blir langt mellem hver konstabel . . . Der stod to paa hjørnet, da jeg kom. De staar der nok endnu . . .
