Tilfældet bragte mig til et Sted, hvor mange Mennesker vare forsamlede ved en offentlig Auction. Denne var endnu ikke begyndt, og Talen dreiede sig, som sædvanlig, om de slette Tider. En af Selskabet henvendte sig til en sølvhaaret Olding med de Ord: “Og hvad siger Du, Fader Abraham, om Tiderne? Mener Du ikke, at de mange Byrder, som næsten daglig paalægges os, tilsidst ville ødelægge hele Folket? Din Mening, ærværdige Gamle, var fuldværd at høre.” — Gamlingen betænkte sig lidt og da svarede han: “Mit Raad er kort og godt; thi eet Ord er nok for den Vise, men mange Ord ville ikke fylde en Skjæppe, som gamle Richard siger.”
“Mine kjære Venner og gode Grander! vel synes Skatter og Udredsler at være tunge, men havde vi ei andre end dem Storthinget og Formandskabet paalagde, saa bleve Paalæggene lette at bære. De Byrder vi selv paalægge os, ere de værste. Vor Dovenskab f. Ex., koster ofte dobbelt saa meget, som det Foged og Præst fordrer, vor Forfængelighed tre Gange saa meget og Brændevinet over det Fiirdobbelte. Fra slige Afgifter kan ingen Regjering fri os; men ville I følge et godt Raad, som gamle Richard siger, “saa hjælper Gud den, som hjælper sig selv.”
“Man vilde med god Grund klage over en Regjering, som tvang Folket til at arbeide for det Offentlige hver 10de Dag, — og dog bortraner Dovenskaben
