Frankrige blev for os den magt, der skulde bringe gjengjældelsen.
Men ikke alene af den grund følte saa godt som hele Norge med Frankrige. Vi stod i en saa dyb aandelig — social, politisk og litterær — taknemmelighedsgjæld til Frankrige, at allerede det var bestemmende for vor sympati. 1870–71 var for den norske dannede almenhed mere end en skuffelse, det var en sorg.
I den tid, som senere er gaaet, har vort syn paa tyskerne forandret sig. De har ikke havt let for at vinde vort venskab, men de har i ethvertfald paa en række omraader indgit os respekt, ja beundring; vi har i mere end én henseende gaaet i skole hos dem og derved lært dem bedre at kjende.
I vort naboland Sverige har tyskerne en gunstig position, ikke mindst fordi man der – i tilfælde af forvikling med Rusland — betragter Tyskland som en naturlig allieret.
Mens Tysklands aktier — i det mindste indtil krigens udbrud – er gaaet op i Norden, har man andetsteds i Europa betragtet dets kraftige vækst med blandede følelser.
I det store tyske værk, „Deutschland und der Weltkrieg“ (B. G. Teubner, Leipzig u. Berlin), udgit af en række fremragende tyske
